GCSA15 delegerettaske

San Antonio 2015 - dag 0

01.07.15 – af Anne-May Müller

Velkommen til den første dagbog fra Adventistkirkens Verdensorganisations generalforsamling, også kaldet "General Conference Session", som det hedder på engelsk. Det foregår hvert femte år, og denne gang er det San Antonio i Texas, USA, der er vært. Hver dag vil en af de danske deltagere skrive lidt om dagens begivenheder og oplevelser. Det vil både være de delegerede og nogle af de gæster, som er rejst til San Antonio for at opleve dette kæmpe arrangement, som skriver. Kig med hver morgen, om der er nyt herfra.

"Velkommen til San Antonio" lyder en venlig stemme, "Nyd dit ophold her i byen. Her er en flaske vand". Jeg er på vej ud af døren af den kæmpe store udstillingshal, hvor alle delegerede, indbudte gæster, presse samt ansatte og frivillige arbejdere bliver registreret. Ud i den varme og fugtuge luft, som slår imod en, hver gang man begiver sig uden for de air conditionerede lokaler. 

Vandflasken skal jeg nok få tømt inden længe, for selvom der "kun" er 34 grader Celsius i dag, så får man varmen, når man bevæger sig rundt mellem udstillingsbygningen, den kæmpe arena, som møderne holdes i, og hotellet.

For første gang i år, skal man bruge elektronisk afstemning, og vi er blevet udstyret med en lille "fjernbetjening" vi skal bruge, når der stemmes. Men den fyldte ikke meget i den kæmpe taske vi blev udstyret med. Men der var brochrer, reklamer, traktater, informationer, programmer, gavekort, bogmærker, kuglepenne, pins og et hav af andre ting. Selv en lille fm radio, som de, der har brug for oversættelse, skal benytt sig af. Sagspapirerne har vi downloadet elektronisk, så det er ikke dem, der fylder i den 3 kg tunge taske.

I morgen tidlig kl. 8 (kl 15 dansk tid) går det løs med første møde, og så kører dagen ellers derudaf indtil kl 21. Vi er spændte og forventningsfulde overfor den store opgave der ligger i at skulle være en del af den demokratiske proces i så stor og mangfoldig en organisation.

image copy

 

 



BIBELVERS

Ordsp 11,28
Den, der stoler på sin rigdom, falder, men retfærdige grønnes som løv.
Find vores kirker og afdelinger